19.-20. april 2013, Mumbai

Vi fik tjekket ind på vores hotel efter den lange togtur, som vi slog ihjel med mad og film (hvilken anden end Aladdin?). Hotellet er ikke et af de fineste vi har været på, og man har faktisk fornemmelsen af, at vi bor i kælderen, selvom vi bor på første sal! Vores første destination i Mumbai er selvfølgelig en restant, hvor vi fik ”Allo Mutter”, som viste sig at være noget stærkt sovs med kartofler og ærter? Valget tog vi udelukkende pga. navnet, som ved tilføjelse af H ville blive til ”Hallo Mutter”, det smagte godt!

Resten af dagen var vi på taxarundfart i byen, hvor vi kørte i fire taxi og så de ’vigtigste’ ting i Mumbai: havnen, universitetet, business-området, ’strandvejen’, det store udendørs tøjvaskeri og så gik vi en tur i et af Mumbais mange slumkvarterer. Slumkvarteret var meget ulækker, børnenes legeplads fungerede også som losseplads og gaderne var smalle og lugtede ikke ret godt. Men dette er desværre en stor del af Mumbai, en stor del af Indien. Vi sluttede rundvisningen af med porten Gateway to India, og derefter ned på den kendte Cafe Leopold, som er et sted man åbenbart skal besøge, hvis man tager til Mumbai. Underetagen er for indere og uden air con mens overetagen er for turister med air con. Her fik vi den lækreste BEEF Burger. Det var virkelig lækkert, endelig, at få noget andet end kylling i den hellige ko’s land.  

18.-19. april 2013, Admedabad

Vi forlod Udaipur kl. 8 om morgenen i bus - igen uden aircondition og i denne var der blot små vinduer, så det var ulideligt varmt; her skulle vi tilbringe de næste 5 timer – hurra! Vi ankom, godt smadret efter den lange bustur, til Admedabad ved 2-tiden, fik noget mad og slappede så af til kl. 4, hvor vi skulle mødes med resten af gruppen. Dagens programpunkt, og eneste grund vi kan komme på til at turen skulle gå indenom Admedabad, var Gandhi ’s museum! Desværre var det ikke så enestående inspirerende, og vi forlod det derfor hurtigt til fordel for et lokalt supermarked, det første vi har set i Indien! Her var alting alt for billigt, så vi fik både købt melon, mango og en masse til morgendagens morgenmad: her skal vi nemlig på farten igen, og mad er den bedste måde vi kan komme på, til at slå tiden ihjel med på en 7 timers lang togtur. Aftensmaden spiste vi med Team Skandinavia: de tre nordmænd og Eleonor, plus Verena fra Tyskland. Betjeningen var elendig: først forstod tjenerne ikke vores bestillinger, især fordi en af nordmændene var gluten-allergiker, så kom vores mad – men en fik ikke hendes. Derefter fik alle andre borde deres regning uden endda at have spurgt om den, mens vi, som havde spurgt efter den, ventede og ventede og ventede. Det endte med at vi sad der i 3 timer, hvor de 2 var ren ventetid, men vi hyggede – så ingen sure miner! 

15.-18. april 2013, Udaipur

Endnu engang var der tidlig afgang, i dag kl. 7 med jeep og så videre med tog i ca. 5 timer før vi endte i byen Udaipur. Aircondition er ikke en ting man har i togene, og vi sad så tæt sammen at det ikke var en togtur der er værd at skrive hjem om – det var bare varmt! Vi holdte derfor alle siesta til kl. 17, hvor vi gik en fællestur i byen. Her besøgte vi en kunst skole, hvor vi alle fik tegnet et lille men utrolig detaljeret dyr på en negl, denne kunst skole havde nemlig vundet priser for sin ekstraordinære neglelak! 

Hele gruppen gik videre gennem byen og endte på en hyggelig tag restaurant, med udsigt til et tempel der blev brugt under optagelserne til James Bond Octupussy! Denne dag var lidt speciel for G-adventure, det firma vi er på tur med, for netop i dag ville tre grupper mødes og bo en nat på hotellet, og det skulle selvfølgelig fejres. Dette førte også til en gensyn for os med en gammel ven fra Balle, Mads som boede med Andreas. Cecilie blev tilbage på værelset, hvilket vidste sig at være en fornuftig beslutning; for Benedikte kom først tilbage til værelset kl. 04 om morgenen, og skulle bestemt ikke have mere at drikke! Men en god aften, dét var det nu og det var også tømmermændene værd dagen efter, der dermed blev præget af rolige bevægelser.
Egentlig lavede vi faktisk ikke noget vildt før aftenstid, hvor vi gik til markedet og så solnedgangen ved søen, udover selvfølgelig at blive rystet lidt af jordskælvet fra Iran midt i en omgang 500 (kortspil) og følge med på dr.dk om terrorangrebet i Boston. Den sidste dag i Udaipur brugte vi på byens mange butikker, hvor vi bare tullede rundt og hyggede os, bakke op og bakke ned! Ved aftenstid mødtes vi med svenskeren Eleonor, Patrischa fra Østrig og Verina fra Tyskland som vi spise med, på samme tag som første aften. 

13.-15. april, Pushkar

Efter en 3 timers lang køretur i Jeep endte vi i Pushkar, som er en lille, men meget konservativ by, der er 100 % vegetarisk, og knæene skal altid være dækket, hvilket betyder at vi er blevet nødt til at ofre 15 kr. på et par anstændige bukser, da vores shorts nu er udelukket. Til denne by ankom vi omkring kl. 14, hvor det var så varmt, at vi ikke lavede andet end at være ved poolen og spille kort. Men da temperaturen var nogenlunde til at holde ud igen tog vi en gåtur i byen, hvor vi først så ”The Holy Lake”, som er en sø, man som hindu skal besøge før man har gennemført en pilgrimsrejsende. Vi besøgte derefter et rigtig hindu tempel.
Byen er kendt for sine små boder, og derfor besøgte vi det lille hyggelige marked. Der er bitte små butikker på hver side af gaden, og alle butikkerne rummer salgsmateriale nok til tre butikker. De sælger alt fra 95 % ægte sølv (siger de) til sko, tasker af kamellæder, tøj og the. Og alting er så billigt hernede, så det ender med at vores tasker ikke er store nok til alle de ting man kan købe. Så vi prøver at holde igen! Aftenen blev sluttet af med pizza, dog af den kødfrie slags.

Vi stop op til endnu en solrig dag, og denne dag skulle byde os på en masse godt, og vise sig at være turens hidtil bedste dag. Vi blev igennem dagen udsat for en masse forskellige stemninger og situationer; Vi startede ud på en skole i nærområdet. Inden havde vi fået at vide, at børnene ville lege med os, vi skulle spille kricket, og der ville være mulighed for at tage billeder af dem og skolen. Det skulle dog vise sig, ikke at være helt rigtig. Da vi ankom, blev vi alle placeret i en havestol i en halvcirkel, og så sad vi bare og ventede. Allerede her havde man en følelse af, at en akavet oplevelse var under opsejling.  Efter ca. 5 minutter kom en mand, skolens præsident, endelig sammen med en bus fuld af børn. Børnene blev placeret på rækker udenfor, imens vi blev præcenteret for præsidenten af skolen. Imens vi stadig sad på stolene skulle børnene gå ind i et klasseværelse. Det hele virkede meget opstillet, og den naturlighed vi glædede os til at se var en by i Rusland. Vi blev også beordret ind i klasselokalet, hvor vi igen skulle sidde på havestole, mens børnene sad på gulvet. Og nu blev stemningen mere end akavet, for vi troede at børnene nu skulle synge og danse for os, men ingen tog initiativ til noget, og os fra gruppen bare sad og kiggede rundt på hinanden mens vi alle tænkte ”hvad laver vi her?”. Hele herligheden endte med at vi sang ”Lille Peter Edderkop” for dem. Først her kunne præsidenten samle sig sammen til at arrangerer noget med børnene, og de stakkels børn sad og sang det samme vers igen og igen og igen. Ingen vidste hvornår det var tid til at stoppe og derfor, blev det hele så flovt! Efter børnenes sang blev vi vist rundt på skolen, hvor vi så deres klasseværelser, det sted de lavede mad og spisesalen. En fællesbeskrivelse for stedet var FATTIGT! Ingen rigtig tavle, ingen borde eller stole. Efter rundvisningen skulle vi igen ind og se på børnene, denne gang sad de og så en voldsserie på indisk tv, men så snart vi kom ind blev der slået om på tegnefilm, og så kunne vi ellers bare sidde der, som tilskuer til en dårlig film. Da stemningen havde været akavet hele vejen igennem, blev vi enig om at trække os tilbage fra skolen, så det gjorde vi. Hele denne oplevelse mindede meget om en vi havde i Kenya, hvor vi mødte en skoleleder fra en lokal skole. Ved dette møde var stemningen lige så akavet og der manglede initiativ, da ingen af parterne kom med samme formål; skolerne er kun interesseret i sponsorater!
Resten af eftermiddagen blev brugt i det hyggelige marked, hvor vi blev inviteret ind i søde og propfyldte butikker. Dagens køb var en utrolig fin puf til os hver, som vi glæder os til at komme hjem og fylde med plastik. 

Aftenens program var kamelridning og sikke en oplevelse vi fik os der! Vi fik alle noget klassisk ørken tøj på, det ene sæt mere grimt end den andet, og så af sted på kamelryg. Vi fik kamelerne Roxi og Vopsi, to rigtig gode og søde kameler! Vi red på en lang række ud til et ingenmandsland, hvor aftensmaden skulle nydes.  Vi ankom til et meget fint og hyggeligt sted, hvor vi alle blev placeret på et langt tæppe foran hver vores lille bord, den hyggeligste piknik man kun oplever på film! Inden aftensmaden så vi en tryllekunstner som lavede det vildeste tryllekunst for os; På en eller anden måde fik han en due lavet om til tre - meget imponerende, da det var helt uden moderne hjælpemidler.  Mørket var faldet på, og aftensmaden blev nydt under stjerneklar himmel! Hele festligheden blev sluttet af med sigøjnerdans og ildshow.    

12.-13. april 2013, Tordigarh

Inden vi hoppede i de bestilte jeeps mod Tordigarh, overværede vi solopgangen over Jaipur by. En lille gruppe på 8 (ud af 16) af morgenfriske, inkl. os, gik fra hotellet ved 5-tiden, for at komme op på toppen af et nærtliggende og ikke at forglemme stejlt bjerg, for at få en flot udsigt udover byen, mens solen stod op. Desværre var det tåget, så det var ikke meget sol vi fik at se, men den var der, og nu var dagen ligesom i gang!
Efter denne friske start på dagen var vi klar til at komme til landsbyen Tordigarh, ude midt i ingenting.  Modtagelsen ikke til at beklage sig over; Her blev vi nemlig modtaget af personalet på hotellet i døren og fik hver en blomsterkrans om halsen, hindu-plet i panden og en velkomstdrink. En super fin modtagelse! 

Efter middagsmad gik vi en tur rundt i byen, hvor alle byens børn kom løbende lige så snart de så os. De ville have os til at tage billeder af dem, låne vores solbriller og bare tage endnu flere billeder. Når billederne var taget, blev de ellevilde når man viste dem det. Det var en rigtig sjov oplevelse at gå rundt blandt alle disse glade og nysgerrige børn, i hvis øjne livsglæden strålede trods deres barndom syntes at være præget af kummerlige kår. I landsbyen så vi også hvordan de lavede lerkrukker, -krus, og -skåle og besøgte et lokalt hjem. Hjemme var en ældre kvinde, hendes søn og svigerdatter. Svigerdatteren havde hele tiden et klæde foran ansigtet, som skyldes at hun i respekt ikke viser sit ansigt foran sine svigerforældre, hvilket er en tradition man kan møde flere steder i Indien. Derefter besøgte vi en gård, som var mere primitiv end den ældste Morten Korch film; En dame pumpede vand, en mand sad på en skammel og malkede en ko og rundt om os løb børn, som hele tiden råbte ”picture”.

En af de store drenge fremviste stolt et gedekid og der blev taget og vist en masse billeder. Turen blev afsluttet på et sandbjerg hvor vi overværede solnedgangen med en kop Chai te. Aftensmaden blev nydt på hotellets terrasse, hvor de havde slukket alt lyset, så det kun var de levende lys der blusede i mørkets skær, og den indiske musik der blev spillet fra den gamle CD-afspiller, var perfekt stemningsmusik. Efter aftensmad var der mulighed for at få lavet en hennatatovering, som mange af pigerne glad tog imod. Men da hotellets elektricitet er ikke til at blære sig med, blev hennategnerne ekstra udfordret, da den ofte svigtede, men så er det jo godt der findes stearinlys.  Vi gik trætte i seng ovenpå en god dag og med tusinde af myggestik.

10.-12. april 2013, Jaipur

Hvis vi troede, at denne tur var hvor vi kunne sove længe og bare slappe af, kan vi godt begynde at tro om! Igen tidligt op og spise morgenmad kl. 06, hvorefter turen i dag, med offentlig bus uden aircondition, gik videre til næste destination: Jaipur! Vi fik heldigvis forsædet i bussen, så vi kunne selv administrere vores vindue, og turen gik med en lur (som var noget af en prøvelse i den indiske trafik der er præget af dyt, masser af dyt), bezzerwizzer og bare kiggen ud af vinduet på de fattige omgivelser og omvandrende kameler. Jaipur er hovedstaden i Rajasthan, og den er som mange andre byer her i landet/verdenen ret kaotisk, især vedrørende trafikken, men vi er efterhånden begyndt at vende os til det – skræmmende! Vi havde hele eftermiddagen fri, som vi brugte i skyggen på taget af hotellet med de andre, indtil vi om aftenen gik en tur i byen. Her fik vi set byens centrum, markedspladsen, der er placeret rundt om en rundkørsel indeholdende føromtalte trafik, inden vi endte i en biograf, hvor vi skulle overvære en tre timers lang Bollywood film på Hindi, uden undertekster! Det var noget af en oplevelse; For når man er i biografen i Indien lever tilskuerne sig rigtig ind i filmen, så de pifter, råber og jubler når der sker noget godt i filmen. Så stemningen er løssluppen og ret hyggelig. Overraskende nok forstod vi filmens handling fra start til slut, og det føltes slet ikke som tre timer! Som afslutning på denne fantastiske aften spiste vi fælles ude på en lokal restaurant. For at komme tilbage til hotellet skulle vi med en tuktuk, og da Benedikte endte i front, kunne hun ikke dy sig; og spurgte derfor om hun måtte køre hjem. Det måtte hun, og det gik rigtig fint! – Vi kom hvert fald alle levende hjem, og har det godt;)


Efter en god nats søvn, stod vi op til en dag med sightseeing i tuktuk, hvor vi kom i tuktuk med de to hollændere. Den første ting på programmet et gammelt palads kaldet Amber Fort. Det er på toppen af et bjerg og er derfor ret fint udefra og utrolig stor, men i længden bliver det en smule trivielt at se på sten. Men det skal jo til.Efterfølgende kørte vi til et andet palads midt i en sø, The Sea Palads, hvor vi så en lille dreng lave tryllekunster med mønter, og det var han rigtig god til. Da showet var ovre blev vi kørt til en tekstilfabrik, hvor vi var det i såååå lang tid. Vi var den først ankommende tuktuk og derfor spurgte manden på fabrikken os, hvor vi kom fra, og da vi ikke turde sige Danmark (pga. den hårde tone vi mødte i Kenya når vi præsenterede os som danskere) sagde vi Sverige, hvilket vi aldrig skulle have gjort. Det viste sig at han agtede at kalde os ”Miss Sweden” hele tiden, plus at han eksporterede til en svensk butik, som vi jo selvfølgelig ikke kendte, og det synes han var meget underligt! 

Efter den episode spurgte Benedikte vores guide om, hvordan stemningen i Indien var overfor Danmark (i Kenya var årsagen Muhammed-tegningerne), og han syntes ikke at der var noget problem i det, så fra nu af, er vi atter fra Danmark! På fabrikken så vi hvordan de lavede tryk på stof, block-printing, vævede og syede perler i tøj, og så så vi en masse forskelligt stof. Efter en lang stoffremvisningen var det tid til at købe noget, men da ingen af os ønskede at købe noget, blev det en meget akavet situation. Til at slutte hele festligheden af blev der også fremvist gulvtæpper. Benedikte var så god til at spille interesseret at de faktisk troede hun ville købe et lille kamel-tæppe ”til hendes kæreste”, som sælgeren valgte at udtrykke det. Efter denne lange tekstilfremvisning, var resten af dagen uden program, så det blev til afslapning og fælleshygge og -spisning på hotellets tag.

9. april 2013, Agra

Næste dag var der tidlig afgang fra Delhi, meget tidlig! Vi stod op 04.30 og tog med toget kl. 05.00 mod Agra! Togturen varede ca. 2 timer og da vi stod af, stod der en minibus, som vi (hele gruppen) havde til rådighed resten af dagen, og ventede på os. Vi fik tjekket ind på vores hotel, hvor vi(undertegnede) nu nyder godt af at sove i vores eget rum. Formiddagen gik på Agra Fort, hvor vi så aber, gekkoer, jordegern og papegøjer. Efter Agra Fort tog vi med gruppen ud og spise. Siesta blev holdt på hotellet, hvor vi fik spillet kort og drak smoothie, inden vi skulle til dagens og turens højdepunkt: Taj Mahal! Det var en fed oplevelse at stå foran det store tempel, så utrolig flot! Sikke en kærlighedshistorie, tænk sig at have et sådan gravsted! Det var kæmpe stort og præcis ligesom man ser det på billeder! Meget fascinerende og smukt!

6.-8. april 2013, Delhi

Flyveturen fra Beijing til Delhi gik godt, men vi blev dog lidt skuffet da der ingen skærme var – luksus vænner man sig hurtigt til. Men heldigvis var der ikke fyldt op i flyveren, så vi kunne rigtig bredde os, og tog to sæder hver. Da vi kom til lufthavnen i Delhi, var vi ved at blive snydt; en mand tog vores bagagevogn ud af Cecilies hænder og førte os til sin ”taxa”. Men det var bestemt ikke en autoriseret taxa, som vi ikke ville med, og som udslagsgiver kom en vagt og sagde, at ham skulle vi ikke tage med! Ud igen med taskerne og hen til et ”Pre-paid taxi office”, hvor vi her betalte for to billetter til taxa nr. 39. Vi gik hen til taxaplads nr. 39 for at erfare, at der holdte to taxi på plads nr. 39! Hvem skal man stole på og hvem skal man ikke stole på? En hel gruppe af taxa-chauffører stod omkring os og råbte, det var bare overvældende og for meget midt om natten og som første indtryk af landet. Benedikte gik derfor hen og hentede en politimand, der kunne udpege hvilken taxa der var den autoriseret nr. 39! Taskerne ind og så af sted mod hotellet, hvor vi ankom kl. 02.00. Hotelpersonalet fandt ud af, at vi havde betalt dobbeltpris – men taxachaufføren nægtede og vi opgav at protestere, for vi ville bare sove; Vi sov før vi ramte puden.  

Første dag i Indien, pyh hvor er her varmt! – som at være i en tør sauna. En ubeskrivelig/ulidelig varme. Vi købte to SmartCard(heldags kort) til metroen – og af sted på sightseeing! Det var dog ikke lige så let, som først antaget. Metrosystemet fungerer, og her i Indien har de specielle damevogne, som ikke er så fyldte som resten, så dem benyttede vi os af. Men hvorfor have dem? Uden for metroen, er det noget helt andet. Det er et fattigdomskaos, Old Delhi er fattigdom og elendighed. Der er biler over alt, cykler, tuktuks, busser (alle dyttende) og fattigere mennesker som sidder og tigger på gaden. Vi ville først se et palads, men måtte opgive, fordi vi ikke kunne finde det. Det samme var ved at ske med Red Fort, men det lykkedes os, med hjælp fra andre ’hvide’ at finde dertil. Efter Red Fort, så vi Lotus templet, som var ret flot. Vi var blevet enige om, at vi ville være tilbage på hotellet ca. kl. 16, så vi var tilbage før det blev mørkt pga. alle de omtalte voldtægter. Men pludselig gik tiden, og vi var først tilbage på hotellet kl. 19.30! Fra metroen til hotellet var vi ved at blive kørt ned af bilerne, vi måtte, med skrækslagene ansigter, løbe slalom mellem dyttende busser, biler og tuk-tuk. Herligt!

Under den kinesiske aftensmad, snakkede vi om de ting, som vi har bidt mærke i: Når man smiler til en inder, smiler de igen, sådan var det ikke i Kina, og det var derfor rart at opleve igen. Delhi og Beijing minder meget om hinanden! Der er ubegribelig fattigdom i centrum af hovedstaden og der er en mærkeligt ikke-eksisterende turismeguide, trods tiltrækkende turistattraktioner! Hvis bare de kunne få det til at fungere, kunne de tjene mange penge på sådan nogen som os. Vi overvejer lidt, at hvis Delhi ligner Beijing, så kan det være at Goa/Mumbai er som Shanghai – og at Kina og Indien i så fald minder om hinanden? Det finder vi ud af om en god uge! Tjenerne er meget hjælpsomme blot du giver dem lidt penge og de har deres fætre med på arbejde, så her er mandsopdækning til samtlige hotelgæster. Af andre ting vi har bemærket er de små børn er malet sorte under øjnene, uanset om det er piger eller drenge. Folk er lige så nysgerrige som i Kina – men mændene er dog mere nærgående og har mindre respekt, hvilket var rart at de havde i Kina. Endnu en gang vil alle have et billede af os, men de må gå slukøret væk, for skulle de alle have billeder af os, kunne vi ikke lave andet end posere.  

Dag nummer 2 i Delhi startede langsomt. Vi var stadig trætte efter den hårde flyvetur, men dagen skulle alligevel bringe os til India Gate, som vi i øvrigt heller ikke kunne finde den første dag, trods en vagts vejvisningsinstrukser (som viste sig at være totalt forkert og i modsat retning). Vi havde håbet den var ligesom Triumfbuen i Paris, det var den ikke helt, men den var fin. På vejen tilbage fra India Gate, kom denne meddelelse om og om igen på skærmene i metroen: ”Any unattended and suspicious article like a briefcase, bag, toy, thermos or transistor could be a bomb.” Sikke et sted vi er kommet til! Godt vi kun skal være her … en måned.
Om aftenen skulle vi mødes med den gruppe, som vi skal følges med de næste 14 dage. Det er en gruppe på 16, hvor de 15 af os er piger. De kommer fra forskellige steder i Europa, en del fra England og en anden del fra Skandinavien. Om aftenen tog hele gruppen ud for at spise, hvor vi fik vores første indiske mad. Det var rigtig godt, men desværre var sovsen lidt for stærk for sådan nogle amatører indere som os.  

30. marts-6. april 2013, Beijing

Vi ankom til Beijing, hvor vi uden besvær fandt frem til vores hotel. Her har vi fået et rigtig fint værelse med eget bad og toilet. Vi blev hurtigt enige om, at her kunne vi sagtens bo i en lille uges tid. Vi ville inspicere nærområdet, men da Beijing er en storby, greb det hurtigt om sig, og det endte med vi gik en tur på ca. 20 

km. - Vi havde gode ben den dag;) Vi fik også planlagt hvad de næste par dage skulle gå med, og vi ville starte med den forbudte by næste morgen.

Den forbudte by blev det dog ikke til, for vejret var så dårligt og overskyet, i stedet tog vi ind for at se China National Museum. Det var dog ikke det mest interessante, hvis ikke man interesseret sig for mynter og krukker - vi fandt dog senere ud af, at den rummede meget mere end hvad vi så, men et gensyn blev det dog ikke til. Efterfølgende gik vi ca. 5 km i det kolde vejr for at komme til et indendørs marked, hvor de solgte alt mellem himmel og jord. Dette sted blev vi enige om at besøge igen senere på ugen. Da vi kom tilbage til hotellet var vi sultne, og vi ville bare så gerne have forårsruller, men de ruller vi fik, var bestemt ikke noget for os! Inden i dem var der brunt bønnepate. – Sikkert lækkert hvis man er til den slags, men vi fortrækker nu grønsager.
Da vi kom tilbage på hotellet, efter vores meget skuffende aftenmåltid - og maden i Beijing, da vi tidligere på dagen oplevede hår i maden - var der tjekket to danskere ind, Anders og Kirstine, som vi faldt i snak med. Og det endte da også med, at vi snakkede med Anders indtil kl. 2 om natten.

Mandagens program var Beijing sightseeing: The Forbidden City og Mao Memorable Hall! Men vi måtte indse, efter to timers gåtur rundt om den forbudte by i søgning efter en åben billetluge, at det var dårlig planlægning fra vores side af, da begge sights holder lukket om mandagen! Dælans. Vi vendte i stedet næsen den anden vej og gik til den anden ende af Beijing centrum, for at se Temple of Heaven! Det er imponerende som kineserne kunne bygge templer i tidernes morgen, og hvilken symmetri! 

Den 2. april er dagen hvor Benedikte blev født for 21 år siden og dét skulle fejres! Vi stod tidligt op og fulgte anvisningerne, i vores lånte Lonely Planet bog, mod bussen, der skulle køre os til The Great Wall! Vi fandt her ud af, at nogle af bogens oplysninger er forældet, og efter hjælp og 3 busstoppesteder fandt vi den rigtige og var på vej mod muren! Midt i et af murens vagttårne diskede Cecilie op med danske flag, fødselsdagssang og gaver – fantastisk! Det var utrolig imponerende og fedt at stå på muren, og vi blev ret overrasket over, hvor stejl og stor den egentlig er! Plus at kinesernes trinhøjde ikke passer til folk over 1.60, så at gå på den, var ikke kun afslapning. Vi fandt et godt sted til at spise chokoladeboller og nød den fantastiske udsigt, og det gode vejr.
Desværre havde Benedikte været syg med kvalme, hovedpine og opkast i tre dage i forvejen, så i dag skulle maden være sikker! Derfor blev middagsmaden til en BigMac på MacDonalds – selvfølgelig dekoreret med flag! Vi købte kager ved en bager og gik så tilbage til hotellet, hvor vi holdt fødselsdagsselskab med Anders og Kirstine og Peking and! Efter et par øl, snak, kortspil og hygge tog vi til OL-byen for at se det nationale stadium med lys i – desværre var det slukket, og vi nåede kun med nød og næppe metroen tilbage til centrum, heldigt! Cecilie havde desværre følt sig lidt street og brugt vores værelsesnøgle som billet i metroen, så da vi kom tilbage til hotellet kl. 01.00 stod vi med et metrokort og kunne ikke komme ind på værelset! Vi løb tilbage til metroen, velvidende om at den var lukket, men det skulle prøves! Der var dog ingen, så Benedikte prøvede at få hjælp af nogle politimænd, men politiet her i Beijing kan ikke snakke engelsk og bad hende gå uden at vide hvad vi ville, egentlig skræmmende! Vi fik kortet spærret og fik et nyt – enden på en rigtig dejlig dag!

Dagen efter tog vi i Den Forbudte By! Vejret var lækkert, så vi var klar på en dag i den hemmelige by og på at se alle dens sale osv.! Desværre levede den ikke helt op til vores forventninger, men det var imponerende at se, hvordan der har været en hel by inden for murerne, totalt afskåret fra byen omkring! 

Museumsdelen kunne dog godt have været bedre, da mange af salene var afspærret og derfor manglede stemningen desværre lidt.  Efterfølgende havde vi planer om at se den røde mummie Mao, men han tager en morfar efter kl. 12, så besøgstiden er fra 8.30-12.00, bedre held i morgen! Aftenen blev stille, rolig og afslappende i hotelbaren hvor vi spillede kort, hyggede og snakkede med Anders og Kirstine – samt de andre hotelgæster fra alverdens lande. Her kom vi bl.a. i snak med en spanier, som studerer kinesisk her i Beijing og pt. arbejder her på hotellet, som havde et program til at komme på facebook med – the great firewall of china er hermed brudt!

3. gang siges at være lykkens gang, så vi stod næste dag tidligt op, for at nå besøgstiden og se Mao! Vi tog af sted sammen med Kirstine og Anders, og til vores store overraskelse kom vi til en 1,5 km lang kø på Tianamnen Square! Kirstine blev desværre trukket ud af køen fordi hun havde taske på, og måtte gå til en bagageboks og få den opbevaret, mens vi andre fik en plads i køen. Efter ca. 45 minutter nåede vi til køens ende og skulle igennem det 3. sikkerhedstjek. Her blev vi til vores store skuffelse trukket til side og bedt om at gå, fordi vi havde kamera med! Kirstine var kommet tilbage efter at have fået sin taske aflåst, og vi fik fanget hende halvvejs gennem køen og fortalte hvorfor vi ikke kunne komme ind. Med rynket pande så hun mærkelig på os, og tog så sit kamera frem fra lommen – hun måtte ikke ligge det i tasken i bagageboksen og skulle derfor tage det med sig! Hvor er logikken?! Nå men det skal ikke tage modet fra os, og vi besluttede at stå endnu tidligere op i morgen og ankomme til køen med kun ID på lommen. Eftermiddagen blev brugt på Silk Street, hvor Cecilie og jeg erfarede en ny egenskab på Silk-marked: at prutte om prisen! Egentlig skulle vi blot have en souvenir hver, Benedikte en snekugle og Cecilie to magneter, men efter at have pruttet snekuglen ned til 12 yuan fra 280 yuan (yuan er næsten det samme som kr.) og magneterne ned til 15 yuan fra 1100 yuan (udbudsprisen var så dyr, fordi de var af porcelæn – haha), fik vi blod på tanden! Vi fandt en lækker jakke gore-tex fra PeakPerformance og gik i priskrig mod en stakkels kinesisk sælger. Hun startede på 2700 for to stk., men slog så over halvdelen af prisen og gav os ”student-price” på 1100 yuan! Stropperne var lidt afblejede, og vi ville gerne prøve at prutte, så vi 300! Hun sagde vi var åndsvage og at vi aldrig kunne få så gode jakker til så lille en pris, så vi bød i stedet 350. 

Hun gav sig ikke, men gik dog ned på 450 og sagde ”final-price!”. Men det ville vi ikke give, så vi gik. Egentlig opgav vi og grinte lidt af vores dumme forsøg, men så så Cecilie jakken, nu uden afblejning, i en anden butik! Nu har vi været sammen så længe, at vi bare kan kigge på hinanden og vide hvad hinanden tænker, så vi gik blot med et smil på læben mod butikken og en ny stakkels sælger! Hun startede ud som den anden, gav præcis samme priser og reagerede på samme måde til vores bud på 300 yuan! Men hende her faldt dog pludselig i med begge ben, da vi viste hende 350 yuan og vi endte til enighed på 370 yuan! Yes, 170 kr. pr. jakke!  Hun spurgte bagefter ind til, hvor tit vi var i Kina og prutte om prisen, og blev meget overrasket da vi fortalte at det var første gang – glade gik vi ud af butikken, tog tilbage til centrum og spiste lækker lam på en lokal restaurant med Kirstine og Anders.

På vores sidste hele dag i Kina, den 5. april, prøvede vi endnu en gang at se Mao! Tidligt stod vi op og mødtes med Anders og Kirstine i lobbyen for at drage mod Mao Zedongs mindehal midt på Tianamnan Square. Først tænkte vi YES køen er ikke så lang som i går, og blev enige om, at det var godt vi var kommet så tidligt – men virkeligheden slog os hårdt i hovedet, da vi så at det hele var lukket af! Benedikte gik straks til en vagt, som kunne fortælle at Mao var på ferie og kan først igen besøges på søndag. De er lidt skøre de kinesere;) Det blev desværre ikke til et besøg i Maos hellige mindehaller i denne omgang for os. Ret skuffet gik vi tilbage til hotellet og tog afsked med Kirstine og Anders, der i dag skal flytte på hostel i den anden ende af byen – vi lånte ”Turen går til Thailand”-bøger af Anders :) skønt! 

I dag gik vi en tur i byen og kom til en park nord for den forbudte by, her gik vi ind og på toppen af en bakke var der et tempel med en stor guld budha, der havde en fantastisk udsigt ud over Beijing. Denne udsigt stod vi og nød, og kunne tydeligt se den forbudte by og hvor symmetrisk byen er – vi kunne fx ikke se Tianamnan Square. Derefter dog vi til OL-byen og så de olympiske sights fra OL i 2008, heriblandt faklen, det nationale stadium kaldet Bird’s nest og alle navnene på de vindende atleter. Sidste aften vågede vi os hen på den lokale restaurant med lamme-retten igen, og nød ellers aftenen i selskab med to tyskere og varm kakao.

I dag er det afrejse dag fra Beijing og slutningen på vores kinesiske eventyr! Det var været noget af en oplevelse at rejse gennem Kina, fra storbyen Shanghai gennem fattige og ubehagelig ulækre Xi’an til hovedstaden Beijing hvis centrum er præget af turisme og fattigdom, mens skyskrabere rejser sig rundt om. På en måde er vi lidt sorgmodige for at skulle sige farvel til Kina, da vi på en måde er begyndt at elske at hade Kina og den kinesiske kultur. De spytter, smasker og er skræmmende ucharmerende, trafikken er et kaos hvor der ingen regler er og lygtepælene er blot vejledende, folk tager billeder af os lige på i vores ansigt uden at spørge først, vi kan ikke kommunikere på engelsk og børn tisser på gader og stræder. Men på den anden side er de kinesiske mænd utrolig galante og agter f.eks. at løfte deres kæresters tasker, lige meget hvor feminine taskerne er.  Vi har på en måde fundet frem til fælles forståelse på sproget kinesisk/engelsk/dansk og en del fagter/memik. Kina bliver nok ikke et land vi ligefrem hungrer for at komme tilbage til, det skulle da lige være med en tom taske, penge på lommen og i prutte-humør, men det er et land der har givet os en utrolig mindeværdig oplevelse!