6.-8. april 2013, Delhi

Flyveturen fra Beijing til Delhi gik godt, men vi blev dog lidt skuffet da der ingen skærme var – luksus vænner man sig hurtigt til. Men heldigvis var der ikke fyldt op i flyveren, så vi kunne rigtig bredde os, og tog to sæder hver. Da vi kom til lufthavnen i Delhi, var vi ved at blive snydt; en mand tog vores bagagevogn ud af Cecilies hænder og førte os til sin ”taxa”. Men det var bestemt ikke en autoriseret taxa, som vi ikke ville med, og som udslagsgiver kom en vagt og sagde, at ham skulle vi ikke tage med! Ud igen med taskerne og hen til et ”Pre-paid taxi office”, hvor vi her betalte for to billetter til taxa nr. 39. Vi gik hen til taxaplads nr. 39 for at erfare, at der holdte to taxi på plads nr. 39! Hvem skal man stole på og hvem skal man ikke stole på? En hel gruppe af taxa-chauffører stod omkring os og råbte, det var bare overvældende og for meget midt om natten og som første indtryk af landet. Benedikte gik derfor hen og hentede en politimand, der kunne udpege hvilken taxa der var den autoriseret nr. 39! Taskerne ind og så af sted mod hotellet, hvor vi ankom kl. 02.00. Hotelpersonalet fandt ud af, at vi havde betalt dobbeltpris – men taxachaufføren nægtede og vi opgav at protestere, for vi ville bare sove; Vi sov før vi ramte puden.  

Første dag i Indien, pyh hvor er her varmt! – som at være i en tør sauna. En ubeskrivelig/ulidelig varme. Vi købte to SmartCard(heldags kort) til metroen – og af sted på sightseeing! Det var dog ikke lige så let, som først antaget. Metrosystemet fungerer, og her i Indien har de specielle damevogne, som ikke er så fyldte som resten, så dem benyttede vi os af. Men hvorfor have dem? Uden for metroen, er det noget helt andet. Det er et fattigdomskaos, Old Delhi er fattigdom og elendighed. Der er biler over alt, cykler, tuktuks, busser (alle dyttende) og fattigere mennesker som sidder og tigger på gaden. Vi ville først se et palads, men måtte opgive, fordi vi ikke kunne finde det. Det samme var ved at ske med Red Fort, men det lykkedes os, med hjælp fra andre ’hvide’ at finde dertil. Efter Red Fort, så vi Lotus templet, som var ret flot. Vi var blevet enige om, at vi ville være tilbage på hotellet ca. kl. 16, så vi var tilbage før det blev mørkt pga. alle de omtalte voldtægter. Men pludselig gik tiden, og vi var først tilbage på hotellet kl. 19.30! Fra metroen til hotellet var vi ved at blive kørt ned af bilerne, vi måtte, med skrækslagene ansigter, løbe slalom mellem dyttende busser, biler og tuk-tuk. Herligt!

Under den kinesiske aftensmad, snakkede vi om de ting, som vi har bidt mærke i: Når man smiler til en inder, smiler de igen, sådan var det ikke i Kina, og det var derfor rart at opleve igen. Delhi og Beijing minder meget om hinanden! Der er ubegribelig fattigdom i centrum af hovedstaden og der er en mærkeligt ikke-eksisterende turismeguide, trods tiltrækkende turistattraktioner! Hvis bare de kunne få det til at fungere, kunne de tjene mange penge på sådan nogen som os. Vi overvejer lidt, at hvis Delhi ligner Beijing, så kan det være at Goa/Mumbai er som Shanghai – og at Kina og Indien i så fald minder om hinanden? Det finder vi ud af om en god uge! Tjenerne er meget hjælpsomme blot du giver dem lidt penge og de har deres fætre med på arbejde, så her er mandsopdækning til samtlige hotelgæster. Af andre ting vi har bemærket er de små børn er malet sorte under øjnene, uanset om det er piger eller drenge. Folk er lige så nysgerrige som i Kina – men mændene er dog mere nærgående og har mindre respekt, hvilket var rart at de havde i Kina. Endnu en gang vil alle have et billede af os, men de må gå slukøret væk, for skulle de alle have billeder af os, kunne vi ikke lave andet end posere.  

Dag nummer 2 i Delhi startede langsomt. Vi var stadig trætte efter den hårde flyvetur, men dagen skulle alligevel bringe os til India Gate, som vi i øvrigt heller ikke kunne finde den første dag, trods en vagts vejvisningsinstrukser (som viste sig at være totalt forkert og i modsat retning). Vi havde håbet den var ligesom Triumfbuen i Paris, det var den ikke helt, men den var fin. På vejen tilbage fra India Gate, kom denne meddelelse om og om igen på skærmene i metroen: ”Any unattended and suspicious article like a briefcase, bag, toy, thermos or transistor could be a bomb.” Sikke et sted vi er kommet til! Godt vi kun skal være her … en måned.
Om aftenen skulle vi mødes med den gruppe, som vi skal følges med de næste 14 dage. Det er en gruppe på 16, hvor de 15 af os er piger. De kommer fra forskellige steder i Europa, en del fra England og en anden del fra Skandinavien. Om aftenen tog hele gruppen ud for at spise, hvor vi fik vores første indiske mad. Det var rigtig godt, men desværre var sovsen lidt for stærk for sådan nogle amatører indere som os.